Begravelseshjælp i 2026
Begravelseshjælp er en ydelse man kan søge fra det offentlige, som en hjælp til afholdelse af begravelsen. Den betales af afdødes bopælskommune og administreres af Udbetaling Danmark.
Afdødes formue bestemmer
Begravelseshjælpen afhænger af formuen. Den opgøres for at afgøre om der kan udbetales begravelseshjælp og i så fald, hvor meget.
Afdødes alder, familieforhold, formue og evt. ægtefælles formue har også betydning for Begravelseshjælpens størrelse.
Den udbetales som et engangsbeløb du ikke skal betale skat af. Vi hjælper dig gerne med at ansøge om begravelseshjælp.
Udbetaling
Bemærk: for personer født før 1. april 1957 udbetales der altid et minimumsbeløb på 1.050 kr. – uanset formue.
Søges kun minimumsbeløb, pga. formue, kan udbetaling straks finde sted.
Begravelseshjælpen fradrages på vores opgørelse.
Søges det højst mulige beløb i begravelseshjælp, vil endelig udbetaling først finde sted ca. 3-4 uger efter indsendelse af Skifterettens opgørelse over boet.
Afdødes alder har betydning
- Hvis børn under 18 år skal begraves, er begravelseshjælpen altid 11.300 kr.
- Hvis voksne over 18 år skal begraves, er begravelseshjælpen højst 13.550 kr.
Er afdøde født før 1. april 1957, er hjælpen dog altid på mindst 1.050 kr.
Når afdøde efterlader ægtefælle eller børn
Hvis den, der skal begraves, efterlader sig børn under 18 år eller ægtefælle, må ægtefællernes samlede formue højst være 45.250 kr. for at få det maksimale beløb i begravelseshjælp.
Fra denne grænse nedsættes hjælpen og falder helt bort ved en formue på 58.800 kr.
Afdøde var enlig
Hvis den, der skal begraves, var ugift og uden børn under 18 år, må den afdødes formue højst være på 22.700 kr. for at få det maksimale beløb i begravelseshjælp.
Fra denne grænse nedsættes hjælpen og falder helt bort ved en formue på 36.200 kr.